onsdag den 14. marts 2012

Jeg er da egentlig lidt ked af det...

Øv !!!
Vores planlagte "hyggetur" til Fredericia på fredag er lige pludselig blevet lavet om til alt andet end hyggelig!

Planen var oprindeligt at min mand skulle over og hjælpe fredag efter middag, på en kæmpe stor messe, hvor min svigerfamilies firma også er repræsenteret. Messen varer hele denne uge, min svoger og en af firmaets sælgere er derovre fast hele tiden, og resten af familien er derovre på skift. Min mand skulle så afsted fredag for at hjælpe om eftermiddagen, samt pakke det hele sammen fredag aften.
For så at det hele skulle være lidt hyggeligt - og for at vi kunne "opleve" lidt sammen, havde vi så aftalt at jeg skulle med. Vi skulle køre i vores egen bil fredag formiddag, stoppe på Fyn og spise lidt frokost og bare hygge os lidt, inden vi skal skulle køre resten af vejen til Fredericia for at hjælpe firmaet.

Nu er det blevet til at vi skal tage toget kl. 6 eller 7 fredag morgen, bliver hentet på Fredericia station og så skal min mand hjælpe til hele dagen. Så skal der pakkes ned omkring kl. 16 - det tager et par timer, og så skal vi køre med enten den ene eller anden svoger hjem om aftenen.....
Jeg må se om ikke jeg kan finde et eller andet at være behjælpelig med med.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til en dag sammen med min mand!
En dag hvor vi dog var afsted for at skulle arbejde, men hvor vi havde lidt tid sammen og kunne hygge os - men det bliver det jo så slet ikke til alligevel. Ihhh, hvor er jeg egentlig rigtig ked af det!

Lige for tiden er det sjældent vi laver noget sammen - bare ham og jeg. De fleste dage falder han omkuld på sofaen tidligt på aftenen, fordi de i firmaet har hamrende travlt og han møder alt for tidligt - og arbejder til alt for sent! I weekenderne er han altid nede og hjælpe min svoger med at bygge hus. Der tager han afsted lørdag morgen og er først hjemme kl. 18-19 ca - og igen falder han bare i søvn.. Søndag er egentlig vores eneste "hele" dag sammen i løbet af ugen, men det er kun hveranden af slagsen vi har helt for os selv..
Det er skam ikke fordi jeg ikke holder af min Bonus-datter, for det gør jeg ABSOLUT! Men jeg synes bare, at de dage hvor det bare er ham og jeg alene, er så vigtige! Måske fordi jeg stadig er smask-forelsket, og bare nyder hans selskab.

Nå, men vores højhellige søndag er nemlig denne uge "ødelagt" af en fødselsdag hos nogle af min mands "gamle" venner. Venneparret siger mig ikke noget som helst, og samværet med dem i diverse situationer, er udelukkende for min mands skyld! Selvom min Bonus-datter efter planen skal være hos sin mor, kommer hun allerede hjem søndag morgen denne gang - i stedet for mandag efter skole, som normalt. Så vores hyggelige søndag morgen, hvor vi plejer at ligge og sludre et par timer, før vi står op, findes heller ikke denne uge..

Jeg synes bare jeg trængte til vores planlagte hygge/"road trip"-fredag, kombineret med nogle timers arbejde i Fredericia. Det er lige som om vi ikke rigtig har haft noget tid for os selv, siden min mand kom hjem fra forretningsrejse i Kina for snart en uge siden.
Jeg synes at jeg savner hans selskab, og bare kunne være "os to" - bare en formiddag/eftermiddag/whatever, hvor han ikke falder helt stakkels, træt og udkørt af arbejde om på sofaen så snart vi har spist aftensmad.
Jeg er godt klar over at det her er luksusproblemer på højt plan, for der er andre par, der har endnu mindre tid sammen. F.eks. har vi jo kun "børn" hveranden uge, og har en hel uge hvor vi ikke skal tænke på madpakker, lektier, opdragelse mv. Det ændrer sig jo, når vi får børn sammen på et tidspunkt, men indtil da vil jeg jo bare gerne nyde ham den ufatteligt dejlige mand, som jeg er så skudt i!

Måske lyder det fjollet og dumt, men jeg savner ham.
På trods af at vi jo bor sammen, sover sammen hver aften - og generelt lever vores liv sammen, så synes jeg lige nu at jeg savner "os"-tid.

Nå, men så står jeg da bare op kl. 4 på fredag, smækker et kæmpe smil på, retter ryggen, bider skuffelsen i mig - og er en god, medhjælpende, deltagende og optimistisk del af min svigerfamilie hele dagen.. Måske det bliver en fin dag alligevel?
Der er jo nok andre "hyggedage" med bare ham og jeg i fremtiden.. :)

Nu vil jeg gå udenfor, og afreagere på mine havemøbler med en slibemaskine (eller hvad det nu er jeg er blevet udstyret med). Senere vil jeg skynde mig af smække lidt aftensmad sammen, og bare nyde timerne sammen med ham den dejlige, før han bliver alt for træt..

Ha' en dejlig onsdag!
:)

3 kommentarer:

  1. jeg synes det er super fedt at du stadig er så forelsket i din mand.. nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor længe i har været sammen.. men stadig, ville ønske jeg kunne savne min kæreste så meget når han er væk..
    men jeg kan godt forstå du er lidt trist over fredag, det ville jeg også være. men som du siger, så bliver det sikkert hyggeligt nok alligevel..

    SvarSlet
  2. Jeg er MEGET forelsket! :)
    Vi render stadig rundt og holder i hånd, kysser, pjatter og nyder hinanden, selv om der er travl hverdag, opvask og hvad ved jeg, der tager meget af tiden..
    Men det er netop den der dumme, travle hverdag, der til tider tager alt for meget fokus fra vores forhold - og så er der brug for små "dates" og hygge-dage, for at det ikke bare bliver til et "sofa-forhold".. Når man har en mand, der er så travl og træt som min, må man planlægge lidt romantik en gang i mellem.. :)
    Jeg tror det er lige vigtigt at "huske" hinanden - uanset hvor længe man har været sammen.. :)

    SvarSlet
  3. Ah, ærgerligt at høre. Jeg kan godt forstå din skuffelse - det er ikke ligefrem lige så hyggeligt hvis man bare bliver "sat i arbejde", når man nu havde meldt sig frivilligt og egentlig havde forventet noget helt andet.
    Men jeg håber at i morgen bliver en rigtig god dag trods alt :)

    SvarSlet