torsdag den 17. november 2011

Sommer vs. vinter..

Jeg har haft min vinterfrakke på for første gang denne sæson!
Indtil nu har jeg stædigt holdt fast i min overgangsjakke, i fornægtelse af at vinteren er på vej - og endda i fuld fart! Jeg har muligvis små-frosset lidt og tilbedt mit tørklæde, som siden slutningen af august desværre næsten har været standardudstyr. Men idag, da jeg cyklede til Vanløse (og tilbage igen!), besluttede jeg mig for at jeg nok hellere måtte tage noget ordentligt overtøj på.
Så med lange støvler, tørklæde, vinterfrakke og endda handsker, cyklede jeg afsted - og frøs endda alligevel!!
Jeg lignede en sort udgave af Michelin-manden!

I det her land er det åbenbart nødvendigt at pakke sig så voldsomt ind, og vi er faktisk stadigvæk i November! Da sommeren ikke rigtig har været forbi Danmark i år, føles det som om foråret flød ud i efterår, og nu er der skruet endnu mere ned for varmen. Vinteren er på vej!

Egentlig kan jeg godt lide når der ligger sne udenfor. Landskabet kan se helt vidunderligt ud, med smuk, hvid sne på marker og veje. Det kan være helt hypotiserende! Og hvor hyggeligt er det ikke at gå en tur i et villakvarter, hvor lyset i husene virker varme og indbydende? Dejligst er det at sidde inde i varmen, med tæppe på og en kop varm kakao i hånden, og kigge ud på at sneen daler i et roligt tempo.
MEN!! Der går ikke mange minutter før vejene er sorte af sjap, salt og "sort sne". Med skiftende plus- og minusgrader, bliver hele det eventyrlige landskab hurtigt afløst af noget trist dryppende "noget", man ønsker utroligt langt væk! Der skal ryddes fortove, saltes og reageres! Biltrafikken er kaotisk, man ryger regelmæssigt en tur på r.. og albuer på de glatte fortove, der er sne, grus og salt ALLE VEGNE !!

Det er som om man altid gruer lidt for vinteren. Høje varmeregninger, skrabe is af bilen, ekstra påklædning osv. Det ligger altid helt frisk i erindringen at vinterhalvåret (for det drejer sig faktisk næsten om et halvt år i Danmark!) byder på en ekstra indsats!

Vi længes altid efter sommer.
Sene aftener ude med et koldt glas hvidvin, en strandtur, anderledes påklædning eller grill aften i dejligt selskab.. Uuhmm!
Men der må da være noget negativt ved sommeren også? Det er vel ikke svaret på alle vores vejr-bønner?

Hvad med myg?! De smadder irriterende blodsugere, der følger én over alt! Vidste du, at de kan lugte et menneske på 1 km afstand? Det er jo vanvittigt! De er alle vegne, det klør og kradser og man er ved at blive idiot af dem. Der bliver sprayet, smurt, klasket og bandet mod disse små djævle! Men alligevel er det ikke nok til at ødelægge sommerstemningen.

"Sol-forbrændning" så? Røde skuldre, næser og andre kropsdele. Hud, der svier, brænder og skaller. Solcreme alle vegne, der fedter og klistrer. UV-index, solhat og.....
Nej, jeg kan ikke finde på mere.

Jeg tror jeg må konkludere at jeg er helt pjattet med sommer! Jeg elsker at det er lyst i mere end 3 timer om dagen, at man kan sove med åbent vindue, at sidde udenfor at spise aftensmad. At livet virker så meget nemmere om sommeren!

Men med vinteren for døren, har jeg besluttet at der skal findes positive ting ved denne årstid også! Her kommer i hvert fald 5 gode grunde til at vinteren er dejlig:

1. Varm kakao! Og suppe!
2. Sne-engle i haven.
3. Det smukke landskab.
4. Nytår og en ny begyndelse.
5. Og julen!

Julen.. Det bliver et svært puslespil i år med mange elskede personer at tage hensyn til. Med mange at glæde og mange at glædes over. Det bliver en spændende jul med måske nye traditioner og anderledes oplevelser?

Afslutningsvis kommer her et billede af smukke vinter-Danmark.
Det er jo slet ikke så slemt.. Vel?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar