onsdag den 9. november 2011

NUPO eller andesteg?

Jeg har til min store forbløffelse og skræk fundet ud af, at der sker noget forfærdeligt i mit klædeskab!! Det er åbenbart noget, der har stået på over en længere periode, men nu har det for alvor taget fat! Efter grundig efterforskning og overvågning har jeg fundet frem til at der må være noget galt med luften derinde...
Det der sker er ganske simpelt at mit tøj langsomt krymper?! Det er meget uforklarligt, hvis du spørger mig. Og samtidig er vores badevægt Gudhjælpemig også påvirket af luften!
Kender du det?
Det er skægt, for da jeg forelagde min ovenstående teori for min mand, var han meget uforstående, for hans tøj er blevet større?!

Jeg har regnet mig frem til at det må dreje sig om ca. 6 kg tøjet er krympet - og vægten er enig! Da jeg ikke har råd til at skifte hele garderoben ud og jo ikke kan gå nøgen rundt, må jeg tilsyneladende tabe mig, for at passe tøjet igen!

Jeg må vidst se i øjnene at jeg ikke har et af de der vidunderlige stofskifter, hvor man bare kan spise lige hvad man vil - og masser af det! Med mindre det selvfølgelig drejer sig om gulerødder og brune ris.

Fra dags dato og frem til d. 1. februar 2012 skal jeg altså tabe 6 kg. Det giver mig lige under 3 måneder - mere præcist 84 dage!

Så...

Udfordring: Tabe 6 kg. inden d. 1. februar 2012
Fremgangsmåde: Andesteg?

En fantastisk dansk tradition står for døren. Jeg ELSKER Mortens Aften! Jeg er ikke sikker på hvordan det helt hang sammen, men jeg husker at have spist mig absolut mæt i and, brune kartofler, sovs og andre lækkerier sammen med min familie da jeg var barn. Om det var sammen med det ene eller andet hold bedsteforældre, eller bare sammen med mine forældre og søster, kan jeg ikke huske. Men hoooooooold nu op, hvor smagte det godt!
For en måneds tid siden, da min mand var på herre-tur, lavede jeg faktisk and. Min dejlige veninde havde gået og haft våde drømme om rødkål og and i flere uger - og jeg kunne da også godt lige klemme det ned! Så en hyggelig lørdag aften sad vi 2 tøser og spiste os kvalmende mætte i and, rødkål, sovs og brune kartofler!

Meeeeen, nu har jeg sådan en god svigermor, og hun er et sandt mirakel i et køkken. Det er gode, traditionelle, solide danske retter hun kan trylle frem - og det smager himmelsk! I svigerfamilien går der rygter om at hele styrken bliver inviteret hjem til en ægte Mortens Aften i denne uge. Det er slet ikke til at holde ud hvis min planlagte slankekur betyder at jeg skal fravælge et så vidunderligt måltid.

Og hvad nu med julen?
Af alle tidspunkter mit tøj kunne krympe på, er denne årstid nok den mest unfair!

Ny fremgangsmåde: Nupo til morgenmad og frokost + almindelig (og sund) aftensmad. Masser af vand og lidt frugt som mellemmåltider. MEN! Så holder jeg fri til en evt. Mortens Aften og Juleaften. Og så også lidt mere motion end mine daglige cykelture.

Jeg er absolut tilfreds med min beslutning! Tænk, jeg tror allerede jeg har tabt mig!
Men allerede nu har jeg en volsom trang til chokolade og måske lidt chips?
Det må være luften..

Som jeg skrev igår, så har folk den overbevisning at hvis man skriver noget i sin blog, så fanger bordet. Nu har jeg offentliggjort at jeg vil og skal tabe mig, jeg har sat en tidsfrist og lavet en handlingsplan. Altså, fanger bordet!
Med 2 tilladte friaftener, et hårdt (semi-hårdt) træningsprogram, et fastsat mål og løbende blog-opdateringer, skal det nok gå!

Hmm, men hvad nu med nytår?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar