Post-fetish ?!

Vi får, som alle andre danskere, uddelt vores post af en af PostDanmarks flotte uniformerede ansatte. Al ære og respekt til postbudet - det kan til tider være et noget utaknemmeligt job. Men ham gutten, der den seneste måneds tid har delt vores post ud, er altså lidt speciel. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på PostDanmarks arbejdsrutiner og retningslinjer, men jeg er rimelig sikker på at det ikke er helt almindelig opførsel.
Han går/cykler meget langsomt ned af vores vej en eller to gange, for nærmest at inspicere sit territorium. Så går der vel ca. 20-25 minutter, før han igen dukker op. Fra vores hus har jeg udsigt til 3-4 postkasser, udover vores egen. Ved alle husene er det samme procedure.
Han finder brevene frem, kigger længe på dem, slæntrer hen til postkassen, tager en MEGET dyb indånding (nærmest et suk), hvorefter han modvilligt smider brevene i postkassen og går tilbage til sin cykel. Sådan fortsætter det ved alle de huse jeg har udsigt til. Det virker næsten som om han er ked af at skulle skille sig af med forsendelserne?

Er der mon noget, der hedder post-fetish?
Kan man have et så tæt forhold til breve og pakker, at man føler et lille stik i hjertet hver gang man skal skille sig af med dem?
I min søgen efter svar, har jeg google't fænomenet. Og hold lige fast, det findes!
Det er simpelthen noget med at synes formen på kuverter er fantastisk, at håndskrift er pirrende, at frimærker er det mest sensuelle man kan komme i nærheden af (mon det var før frimærker blev til klistermærker?) og at forsendelser virker mystiske og har en erotisk indvirkning!

Nu betragter jeg ikke mig selv som værende snævertsynet eller fordomsfuld, men jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg har tendens til at betragte mine breve med en vis skepsis og frustration, da det som oftest er regninger eller andre irriterende ting.
Hvad blev der egentlig af gode, dejlige breve, som man før i tiden sendte til familiemedlemmer, kærester eller gode venner? Breve med opdateringer om spændende oplevelser, om følelser, håb, afsavn, glæde og sorg. Om livet.
Ikke breve om balancen på ens konto, en regning fra Dong Energy eller en PBS-oversigt.
Jeg går ud fra at fænomener som facebook, SMS, e-mails og endda det du sidder og læser lige nu, har erstattet glæden og længselsfulde blikke mod postkassen.

Nuvel, alting er jo blevet meget lettere nu. Jeg kan jo sende en mail til min mand, hvor jeg skriver at han er vidunderlig og dejlig - og så ruller den ind i hans indbakke få sekunder efter. Jeg kan endda lige tilføje at han skal købe mælk med hjem.
Den var jo aldrig gået i "gamle dage". Der var mælken blevet sur inden vi var blevet færdige med kommunikere.

Postbude er en truet art. Og rigtige breve er næsten udøde!
Jeg har inden for de sidste par måneder kun sendt et enkelt brev - dog 10-15 postkort!
Er postkort efterhånden det eneste glædelige ved at tømme postkassen?
Jeg tror jeg vil slå et slag for post-fetish! Jeg føler det som min pligt at bidrage til at postbude fortsat kan hoppe friske og glade op på deres cykler hver morgen og sprede budskaber. Om det er regninger, en check, en invitation eller et postkort må være underordnet. Så enten skal jeg til at sende regninger til familie og venner, eller også vil jeg prøve med et lidt gladere budskab. Julen nærmer sig og det kunne jo være en oplagt mulighed til at frankere en hilsen.

Om mit postbud er fetishist, eller om han bare er træt af sit arbejde, ved jeg ikke. Og jeg tror heller aldrig at jeg finder ud af det.

Jeg vil idag vente spændt på at min mand kommer hjem og tømmer postkassen (han har vores eneste tilbageværende nøgle). Jeg vil forventningsfuld sidde og kigge længe på brevene inden jeg åbner dem, og sende en lille tanke til alle post-fetishister og postbude verden rundt.