365 dage på et år!

Det er ikke fordi at det først lige er gået op for mig, at der er 365 dage på et år. Det har jeg egentlig vidst i mange år, men jeg kom sådan til at tænke på hvor hurtigt 365 dage går og hvilken måde vi vælger at bruge dem på.

Det kommer sig nok af at jeg i aften skal til mine tvillinge-fætres 17 års fødselsdag - eller 34 års, hvis man slår det sammen! Jeg ved jo godt de har fødselsdag idag, men jeg synes bare ikke allerede det er et år siden jeg sidst var med til at fejre dem.

Hvor er de sidste 365 dage blevet af? Har jeg brugt dem fornuftigt? Ville jeg gøre det hele om hvis jeg kunne? Har jeg værdsat hver dag og fået så meget som muligt ud af dem?

Der er sket meget i mit liv det seneste år, og det ville være synd at kede dig med en lang afhandling, så det hopper vi lige over for nu.
Men har jeg fået det bedste ud af det år, der er gået?
Nogen vil nok mene at det er til nytår man gør status over det forgangne år, men hvorfor vente?
Bør man ikke hver dag lige tænke over om man nu har udnyttet dagen så godt man kunne?

En arbejdsdag, hvor man egentlig hellere ville ligge hjemme på sofaen - skal den bare overstås hurtigst muligt, eller skal man alligevel ikke forsøge at få det bedste ud af det?

De mennesker vi har i vores liv - om det er ægtefæller, kærester, børn, venner og veninder, arbejdskolleger eller ekspedienten i supermarkedet - de er alle med til at bevirke vores dag, i større eller mindre grad.
Jeg ved ikke om jeg husker at værdsætte de mennesker. Jeg er ikke sikker på at jeg siger "hej" til kasseassistenen i Føtex, når vedkommende begynder at scanne mine varer. Jeg er heller ikke sikker på at jeg lige husker at synes at det bliver en god dag, når jeg kigger ud af vinduet og konstaterer at det ser gråt og trist ud. Jeg er også bange for at jeg tager det lidt som en selvfølge at min mand kommer hjem hver eneste dag og at han jo selvfølgelig også er der i morgen. Husker jeg mon at fortælle mine forældre tit nok hvor meget jeg sætter pris på dem og at jeg elsker og respekterer dem?
Går jeg i seng hver aften med en følelse af at jeg har udnyttet alle dagens timer på bedst mulige måde, tilfreds med det jeg har udrettet, glad for de oplevelser jeg har haft og synes jeg at jeg har nået alt det jeg gerne ville?

Det er ikke et spørgsmål om at jeg skal synes hver eneste dag er perfekt og at livet er én lang fest - for det er det jo ikke. Der er oplevelser, der gør én trist og ked af det. Der er også situationer hvor man bliver vred, skuffet eller føler sig utilstrækkelig. Livet er ikke bare en dans på roser, var der vidst nogen der sagde engang. Det er heller ikke den lykkelige og evigglade indgangsvinkel jeg forsøger at gribe fat i.

Jeg tror bare ikke jeg formår at bruge tiden godt nok.
Hvis jeg tænker lidt over det, tror jeg at jeg nogen gange vælger at tænke på ugens dage, som noget der bare skal overstås. Måske fordi jeg ser frem til weekend, til en ferie eller bare synes det er en lidt lang/trist/uoverskuelig/stresset periode jeg er inde i.
Jeg tror at jeg fejler! Jeg tror ikke jeg husker at bruge dagene som en vigtig lille brik i livet, men  måske mere som en lille "ubetydelig" del af noget meget stort.
Jeg tror ikke at jeg husker at disse små "ubetydelige" dele faktisk er det, der udgør selve livet.

Jeg er utrolig god til overspringshandlinger - du ved, det der med at udskyde en eller flere opgaver til dagen efter. Men er det nu også klogt? Der er vel to måder at se det på. Enten kan jeg udføre den opgave, som jeg springer over, og med god samvittighed gå i seng om aftenen vel vidende at jeg i hvert fald fik udrettet "noget" og glæde mig over at morgendagen så byder på én opgave mindre. Eller også kan jeg vælge at udskyde opgaven, som jeg så ofte gør, og bare nyde dagen. Pyt med om der bliver støvsuget eller hvad det nu kan være. Der er jo også en dag i morgen....?

Eller er der?
På et tidspunkt er der jo ikke flere dage. Heldigvis ved man aldrig på forhånd hvornår "i morgen" ikke kommer, og det er jeg fantastisk glad for! Men har jeg så husket at leve livet efter bedste evne? Og har jeg følt at jeg levede? Ikke at jeg bare trak vejret som jeg jo altid gør, men at jeg virkelig levede?

Når jeg i aften sidder sammen med min familie og fejrer mine fætres fødselsdag, vil jeg lige sende en kort tanke til det forgangne år. Det bliver en glad, lykkelig og tilfreds tanke. Ikke fordi det har været et perfekt år, for det har både gjort ondt og gjort godt. Men fordi det er et år hvor jeg har levet, og fordi jeg ikke kan gøre det om!


:)