fredag den 13. april 2012

KISS kost - uge 2 !

Så blev det vidst fredag - og jeg kan nok ikke snige mig udenom en lille fortælling om hvad vægten sagde i morges?!

Kort om ugen, der er gået:
Det har jo været påske - og bl.a. var der påske-hygge med min svigerfamilie Skærtorsdag og påskefrokost med min egen familie Påskedag. Og ja... Måske jeg var lidt for "sød" ved mig selv (i virkeligheden jo modsat), for jeg var nok ikke helt fornuftig.. Og så spiste jeg faktisk en pizza forleden dag også!
I know, I know.. Det er altså skidt!!

Nå, men vægten sagde at jeg havde tabt 0,5 kg - trods mine "vilde udskejelser"!

Så nu ser det sådan her ud:

1. delmål = - 5 kg
Dato        = 15.juni

Tabt indtil nu = 0,5 kg

Tilbage at tabe = 4,5 kg
Dage tilbage     = 62 dage!

Omregnet svarer det til et vægttab på 72 gram om dagen - eller 508 gram pr. uge!
Det SKAL jeg bare nå! Der er ikke noget at diskutere!

Nå, men så er det ellers bare igang!
Og naturligvis er der masser af udfordringer i den kommende tid - især for sarte sjæle som mig!

For jeg skal da lige love for at venner og familie er kommet ud af busken, og har inviteret til massevis af sammenkomster!
De kommende 8 weekender er vores sociale kalender fyldt op med fødselsdage, sommerhus, house warming, arbejdsdage, Bat Mitzvah, mandehørm og tøsehygge.
Næste gang vi har en hel weekend - altså BÅDE lørdag OG søndag uden planer, er indtil videre anden weekend i juni.. Vi glæder os meget til alle de events vi skal til og ser også frem til at være praktiske når der skal arbejdes.
Gad vide hvad resten af sommeren byder på? :)

Lige nu sidder jeg og forsøger at strikke en optimistisk og alsidig madplan sammen for næste uge. Det kniber lidt med koncentrationen idag. Igår var jeg oppe hos min reumatolog og fik 2 binyrebarkhormon indsprøjtninger. Jeg har det lidt som om jeg er fuld, er rundtosset og har det ikke så nemt med hverken koncentrationen eller styring af bevægelser!

Nå, men madplan skal der altså laves!
Min bonusdatter har fødselsdag om præcis en uge og det skal selvfølgelig fejres. Så jeg skal finde på et festligt måltid til på fredag, så frøkenen kan få en af hendes favoritter - og jeg skal finde et sundt alternativ til mig, så jeg stadig kan spise lidt med. Lørdag i næste uge kommer hele familien til fødselsdag - som jeg tidligere har skrevet om. Der må jeg vidst lige sørge for at spise en solid morgenmad, så jeg ikke kaster mig grådigt over boller og kage i lange baner!

Jeg krydser fingre for at jeg kan prale af et lidt større vægttab næste fredag!

Rigtig go' weekend!
:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar