søndag den 3. marts 2013

Økonomi & Fornuft ?

Det er noget ubehageligt, når ansvar, fornuft og "voksenhed" sniger sig ind af bagdøren, helt uden man havde set den komme..

Jeg brugte min fredag på at få styr og orden på nogle af de der enormt kedelige - dog vigtige ting, mens jeg alligevel endnu en dag var ufrivilligt sofaliggende.

Jeg har lagt nyt budget, talt med banken, lavet faste overførsler, redigeret min pension (Jesus altså!!), hævet min opsparing, ændret min forskudsopgørelse, fået styr på vores fælles budgetkonto - og fået opdateret alle vores forsikringer.. Jeg følte mig enormt produktiv og havde en rigtig god følelse af overskud, økonomisk sans og ansvar - den varede dog kun lige til lørdag formiddag i IKEA.

Hvor er det vildt, at der er så mange ting der hele tiden skal spille sammen, for at livet kan fungere helt efter bogen. Vi indbetaler 36.000 mere om året til vores budgetkonto, end vi reelt har udgifter for, men fordi vi har oliefyr og man aldrig rigtig ved hvor lang og kold vinteren bliver, skal der jo være en "buffer". Så betaler vi forsikringer i lange baner, og vores indbo er forsikret for hele 500.000 kr - vi ejer INTET der har en markedsværdi på mere end samlet 200.000, men alligevel må man hellere liiiiiige være sikker, og ikke stå med håret i postkassen, i tilfælde af at nogen kommer forbi og stikker af med hele hytten. Det giver en merudgift på ca. 1600 kr. om året. Det er jo ikke ligefrem fordi de penge kommer retur, når vi nu har været "uheldsfri" hele året, og hvorfor skal vi overhovedet være forsikrede for mere end vi ejer.
Vi betaler også alverdens mærkelige forsikringer til huset, og jeg er sikker på at flere af dem er unødvendige. Eksempelvis vores elektronikforsikring, som muligvis-eventuelt-hvis-vind-og-sol-står-rigtigt dækker 10% eller lignende af computerens værdi, hvis vi vælger at hælde en spand vand ud over den. Sådan en sag koster 900 kr. om året, for alt vores elektriske habengut. Igen et eksempel på penge der bare STRØMMER ud af dette hus, som vi ikke ser mere til.

Mon der er tale om at vi er over-fornuftige? Kan man simpelthen lægge "lidt ekstra" til udgifterne for mange gange, gå med livrem og seler i en sådan grad, at hverdagens økonomi bliver så stram, at man ikke kan slå bare lidt ud med armene?
Jeg kom til at regne lidt på det hele, og lagde alt vores "ekstra" sammen, som vi på fornuftigeste vis lægger til side hele tiden. Det drejer sig faktisk om 48.700 kr om året!! Og det er efter skat - som i rede penge vi kunne bruge på lige det vi synes, hvis altså ikke vi var snusfornuftige.
Bevares, de fleste at de penge står jo også på kontoen når året er gået - sådan ca. 30.000 af dem, for så kom olieregningen ikke lige, eller der var ikke så mange fødselsdage det forgangne år - eller hvad ved jeg! Så de penge ryger lige ned i Jyske Banks skattekiste, som ekstra afbetaling på gælden i huset, og så starter vi ellers forfra med at være over-forsigtige og åndssvage et helt år igen.

Det er jo smart, og Luksusfælden og andre fornuftige og økonomisk begavede mennesker, ville nok sige at det var den HELT rigtige måde at spille spillet på, men jeg er nu ikke så sikker på at vi behøver lægge SÅ meget til side.
For det der jo sker, er at vi går og sparer hele måneden, overholder madbudget, hygge-budget og alle mulige andre budgetter. Der er hele tiden grænser for hvad vi kan tillade os, fordi at vi skal huske at tænke på at vi skal gemme lidt penge under hovedpuden, hvis oliemanden kommer. Og det er jo ikke ligefrem fordi vi så bruger alle vores surt tjente penge sidst på året, og tager på luksusferie i januar måned, for alle fornuftpengene.. Næ, vi smider dem i det store hul i banken..

Nå, ja ja.. Det er nok det rigtige at gøre, men jeg tror jeg vil slå et slag for nedskæringer på fornuften, så vi kan bruge lidt flere penge på at leve.

Go' aften.
:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar